23948sdkhjf

Statslig millionkontrakt får TDC-aktien til at stige

TDC har landet ny aftale med staten og kommunerne, der vil øge omsætningen med 100 millioner kroner på sigt.
Investorerne sender torsdag TDC-aktien op som den suverænt mest stigende C20-aktie.

Det skyldes formentlig en fondsbørsmeddelelse, hvor telekoncernen fortæller, at den har vundet et udbud på mobil- og fastnettelefoni til Statens og Kommunernes Indkøbsservice.

Aftalen gør TDC til hovedleverandør af disse ydelser og gælder fra nytår og to år frem med mulighed for yderligere to års forlængelser.

TDC forventer, at den først for alvor vil slå igennem i 2019, men allerede ved udgangen af 2018 forventer man at have fået 100.000 flere mobilabonnementer som følge af den.

TDC var i forvejen leverandør til SKI, men har nu også overtaget den del af kontrakten, som Telenor hidtil har stået for.

Og det er vigtigt, fortæller chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets til Ritzau Finans.

- TDC har før været ude at indikere, at hvis de tabte deres oprindelige del af aftalen, så ville de tabe omkring 200 millioner kroner i omsætning.

- Men nu vinder de både den og den øvrige kontrakt fra Telenor, så de får den fulde kontrakt. Der er ingen tvivl om, at det her er en stor aftale, siger han.

Michael Friis Jørgensen vurderer, at TDC vil øge omsætningen med omkring 100 millioner kroner som følge af aftalen, ligesom bundlinjen vil stige med mellem 50 og 75 millioner kroner.

Det er et tiltrængt skub til erhvervsforretningen, der har vist tilbagegang på det seneste.

TDC-aktien handles torsdag formiddag til kurs 39, svarende til en fremgang på knap fire procent sammenlignet med onsdagens lukkekurs.

/ritzau/

Læs mere om: TDC
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114